• Dine hænder er dit visitkort!

    Jeps, du har hørt din mormor sige det - men det gør det ikke mindre sandt! Så selv om dine negle ikke fylder mere end en fingerspids, kan det faktisk godt betale sig at bruge et par minutter hver dag på at holde dem sunde og velplejede.

    Det allerbedste, du kan gøre, er at forebygge grimme negle i stedet for at forsøge at redde stumperne, når det er gået galt. Neglene vokser nemlig ikke mere end 0,1 mm om dagen - det betyder rundt regnet, at det tager omkring et halvt år, før hele neglen er vokset ud, og det er altså lang tid at gå rundt med grimme hænder!

    1. Hold neglene nede

    Hvis neglene er blevet lange, skal du først klippe dem ned til en passende længde med en negleklipper. Klip i små bidder fra side til side - hvis du klipper dem over i én stor bid, kan det svække neglene.

    Nu skal du have gang i neglefilen: Vær forsigtig, når du filer, og undgå grove neglefile - din fil skal være så fin som muligt! En fil af glasfiber er både effektiv og blid. Husk desuden, at du aldrig må file negle lige efter et bad; våde negle er sarte negle.

    2. Ikke hive!

    Du må ALDIG hive flossede og løse neglestykker af - så kommer du nemlig til at rive levende væv af samtidig, og det er ikke godt. Find i stedet negleklipperen frem, når der er løse ender.

    3. Vær forsigtig

    Lad være med at bruge dine negle som legetøj eller værktøj. Det betyder, at du hverken skal pille eller bide i dem. Og du skal så vidt muligt også lade være med at bruge dem til at åbne dåser, ødelagte lynlåse og andre besværlige ting med - find i stedet en kniv, det er både lettere og sundere for neglene.

    4. Lad neglebåndene være

    Du skal heller ikke pille og bide i dine neglebånd - heller ikke selv om de flosser. Selv den mindste rift i neglebåndet giver fri adgang for alle former for bakterier, og du risikerer, at der går betændelse i skidtet, hvilket igen viser sig i neglen (og det tager jo som sagt flere måneder, før den gror ud igen). Det absolut eneste, du må gøre med dine neglebånd er at skubbe dem tilbage med en rosenpind - hvis du absolut skal.... 

    5. Giv dem fugt

    Giv dine hænder en ordentlig omgang håndcreme mindst en gang om dagen, og vær omhyggelig med at massere cremen ind i neglene. Sørg derudover for at smøre hænderne ind, hver gang du bruger bodylotion eller ansigtscreme. Det allerbedste, du kan gøre for dine negle, er dog at investere i en rigtig negle-olie.

    6. Tør hænderne ordentligt

    Brug et par minutter, efter du har vasket hænder eller været i bad, på at tørre hænderne grundigt igennem. Vent med at lakere neglene, til de er helt tørre - indespærret fugt kan medføre ulækre bakterieinfektioner, så du risikerer at skulle gå rundt med en grøn plet på neglen, indtil den vokser ud igen!

    7. Brug handsker

    Husk altid at tage gummihandsker på, når du vasker op eller gør rent, og brug altid en god håndcreme, når du er færdig. Vand, rengøringsmidler og kemikalier udtørrer neglene helt utroligt. Rengøringsmidler er meget skrappe og udtørrer både dine egne negle og akrylen. Bruger du ikke handsker, bør du straks efter bruge ekstra negle olie.

     

    Skulle du være i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte NY&C NEGLE.